Mange af os forældre er så heldige, at have vores forældre i live mens vi har små børn.

Det er en gave at se, hvordan bedsteforældrene de elsker vores barn næsten lige så meget, som vi selv gør. Det er en gave at have raske bedsteforældre, som kan være en del af ens liv, mens man har små børn.

Virkeligheden er bare ikke altid ligeså lykkelig og ligetil, som intentionerne og kærligheden til barnet.

I terapien arbejder mange småbørnsforældre derfor med at få rakt ud og spurgt om hjælp. Det er dejligt at få et lille barn, men det er ikke altid nemt. Vi har brug for, at nogen på en helt anden måde end før vi fik børn, bakker op om vores liv. Behovene er mange, forskellige og til en vis grad uforudsigelige. En samlende overskrift kunne være: Behov for hjælp med det praktiske og det mentale eller følelsesmæssige.

Mange forældre ved naturligvis ikke, hvordan man passer et barn. De har ikke lært det, før de selv får børn. Og så kommer dette lille væsen og de skal stå til ansvar 24 timer i døgnet. Det vil de også gerne, men de har brug for, at der er nogen, som støtter dem.

Her vil det være oplagt at trække på bedsteforældrene. De fleste er stadigvæk raske og de har – måske med undtagelse af et par bonusbedsteforældre – selv prøvet at få børn. Men det er ikke altid så nemt. Samspillet mellem generationerne er i mange tilfælde ikke gnidningsløse.

Lad os prøve at se det fra begge vinkler.

En nybagt mor. Hun har lige fået sit første barn. Fødslen var ret hård. Barnet sover meget lidt og moren er ved at gå ud af sit gode skind. Hun bliver selv syg. Har ikke spist rigtigt i nogle dage og faren er allerede startet på arbejde efter de obligatoriske 14 dage.

Dette er ikke et usædvanligt billede af en nybagt mor.

Den ene side af hende har lyst til at ringe til hendes egen mor. Bede hende om at komme og hjælpe med at tage den lille, så hun kan få sovet. Bede hendes mor om at komme med mad, så hun kan få spist. Bede hendes partner om at tage nogle fridage, så hun kan få noget nattesøvn og støtte.

Den anden side af hende har givet op på forhånd. Hun forventer ikke at bedstemoren kommer. Hun har i andre situationer bedt bedstemoren om at komme, hvor hun ikke prioriterede det, men skulle på arbejde og havde travlt i hverdagen.

Ud over det synes hun også, at bedstemoren har en forkert måde at være sammen med hendes barn på. Hun lader ham ligge alt for længe og græde og hun kigger hele tiden på hendes telefon, mens hun er i lejligheden.

Bedstemoren har også to sider.

På den ene side vil hun rigtig gerne involveres i det lille menneskes liv. Hun elsker ham og vil så gerne se ham vokse op. Hun vil også rigtig gerne hjælpe sin datter. Og tænker at hun kan hjælpe hende med alt, da hun ved præcis, hvordan det er.

På den anden side synes hun, at det er ret besværligt, at skulle flytte rundt på sine aftaler med kort varsel. Hun kan bedre lide, at det kan aftales i god tid. Hun synes også at det er hårdt, at hendes datter hele tiden korrigerer hende i samværet med den lille guldklump. Hun stresser alt for meget, bare hvis barnet siger den mindste lyd.

Der kan være mange sider og meninger i forhold til hvorfor og hvordan det går og går galt i familier. Men én ting er sikkert: Småbørnsforældre i dag står meget alene og bedsteforældre generationen har meget travlt med alt muligt andet end at være sammen med deres børn og børnebørn.

Det er ligesom om at når ens børn flytter hjemmefra, så har vi gjort vores og så må de klare sig selv. Det efterlader bare en hel generation af nybagte forældre alene med det største ansvar de nogen sinde har haft, og en hel generation af bedsteforældre med et distanceret forhold til deres børnebørns liv – som noget man kan følge med i via en gruppe på facebook eller en profil på instagram.

I stedet for burde vi hjælpe hinanden. De nybagte forældre skal være bedre til at række ud og sluge nogle kameler i forhold til at alting ikke bliver på deres måde. På den anden side skal bedsteforældrene også sluge nogle kameler i forhold til at sætte deres ”anden ungdom” lidt på pause og samtidig acceptere, at de ikke kan bestemme, hvordan de nybagte forældre skal være forældre. I stedet kan man se det som deres rolle at stå til rådighed som støttende (bedste)forældre – og også tåle og respektere afvisningen når den kommer.

Alt gælder her. Det kan være alt fra at komme med aftensmad (og ikke kun de første par uger), hjælpe med at passe, lave faste aftaler om hentning eller kunne komme forbi akut, når nogle bliver syge. Stå for en fødselsdag. Hjælpe økonomisk eller komme og hjælpe med at gøre rent. Der er mange veje til hjælp og støtte. Det vigtigste er at det bliver et familieprojekt og ikke en ensom vej for den især nybagte mor.

Del gerne dine egne erfaringer her nedenfor i kommentarfeltet, og tilmeld dig vores nyhedsbrev, hvis du vil have inspiration direkte i din inbox. [wysija_form id=”1″]