Jeg snakkede med en mor fornyeligt. Hun har netop fået sit første barn. Hun fortalte at hun hader at være på barsel. Hun synes det er svært, at være sammen med hendes dreng hele dagen og at hun er jaloux på at faren får lov til at gå på arbejde hele dagen og hun bare skulle være derhjemme isoleret fra omverdenen. Tilsidesættelse af egne behov og i evig søvnmangel. Hun havde dårlig samvittighed over sine følelser, men det var en realitet, at hun og hendes krop var ved at give op.

Hun talte dagene til, at hun igen skal på arbejde. Det var ikke fordi hun ikke elsker sin dreng, men barselstilstanden blev ulidelig for hende.

Os der har prøvet at være på barsel, sidder formentlig alle sammen og kan genkende en eller flere af disse følelser. Vi har alle haft dage, hvor det var ulideligt og søvnmanglen steg os til hovedet, hvor vi bare ønskede vores gamle liv tilbage med venner og frihed. På den anden side så elsker vi de små mennesker og vil ikke bytte dem for noget. Denne dobbelthed lever i vores samfund og i os som forældre. På den ene side skal vi “være på”, skal kunne noget ude i verden, tjene penge og dygtiggøre os, på den anden side så skal vi have familie og være i en dyb følelsesmæssig kontakt.
For mange er det svært at få det til at gå op, hvilket betyder at vi lever med en evig dårlig samvittighed.

Men hvad er det lige der sker!! Hvorfor kan vi ikke bare elske at være sammen med de små mennesker, vi sætter i verden og gerne vil være der for. Vi sætter dem i institution, meget tidligere end forskning viser, er sundt for børn, vi henter dem sent og arbejder videre om aftenen.

Vi kan ikke finde en måde at holde op med at være i “hamster-hjulet”, men fortsætter selvom vores helbred bliver svækket og vores børn får en barndom i institutioner med – trods alt – langt mindre kontakt. Vi ser virkelig mange børn med kontaktforstyrrelser, som får alverdens diagnoser.
Det skal lige siges at jeg ikke er imod institutioner, men jeg synes der mangler den helt fundamentale kontakt, som små børn har brug for de første 3 år. (Det vil jeg skrive mere om i et særskilt indlæg)

Vores eneste vej ud af “Hamsterhjulet” er at gøre noget radikalt. Tv-programmet på DR1 “Jagten på det gode liv” viser meget godt, at hvis vi vil være i kontakt med os selv og vores familie, så kræver det at vi flytter os helt væk fra hverdagen. Her skildrer de forskellige familier, der vil noget andet end hverdagen i Danmark. En familie tager 3 små børn med et år til Thailand. En anden vil bygge hus i Grækenland og en tredje har købt et billigt hus på Fyn, hvor de passer deres dreng hjemme, mens de starter en lille virksomhed og rejser til de varme lande 3 mdr. om vinteren.

Hvad er det vi flygter fra? Både når vi ikke kan holde ud at være for meget sammen med vores børn og også når vi flygter fra en hverdag i Danmark?

Vi lever og skaber et samfund, hvor vi løber så enormt stærkt. Hvor vi skal tjene penge for at leve og lever for at tjene penge. Vi løber rundt og rigtig mange mennesker føler sig stressede og når aldrig til det vi egentlig løber for. Det gode liv. Samfundet bugner af angst for at overleve. Vi stopper aldrig op, men er bange for, at dagen i morgen skal blive værre end dagen i dag. Hvis vi stoppede op, ville vi se at vi har penge nok til at overleve og endda leve godt. Mange familier vil kunne leve godt for en indtægt eller for 2 på deltid. Men vi tør ikke og har svært ved at se, hvordan det er muligt.
Uden at vi skal tilbage til stenalderen og vores urinstinkter og uden at snakke om at livet var bedre i gamle dage, fordi det tror jeg ikke på. Så tænker jeg, at vi skal i kontakt med vores selv. Mange børn vokser op i kontaktløse relationer. Vi kan godt være sammen uden at være i kontakt. Min oplevelse er, at voksne mennesker kigger på deres telefoner, tablet, TV eller computeren 90 % af alt den tid de er sammen med deres børn. Helt små børn har brug for at blive kigget på. De har brug for at blive set og brug for at være fysiske sammen med deres forældre. Børn har brug for at være i betydningsfulde fællesskaber. Hvis vi ikke får den rigtige kontakt som barn, så kan vi have rigtig svært ved at være i kontakt med os selv og vores egne børn senere i livet.

Kontaktløsheden gør, at vi bliver syge. Stressede, demente tidligt, får kræft osv.
Men du kan altid nå at gøre noget.

Prøv og stop op. Mærk dig selv og dine relationer. Mærk alt der er svært. Byd de forbudte følelser velkommen, mærk dem og tag dem alvorligt. “Jeg kan ikke holde ud at være hjemme en hel weekend sammen med mine børn”. “Jeg hader at være på barsel”. “Jeg kan ikke lide når min mand rører ved mig”. Eller hvad det nu kan være. Der er ikke nogen følelser, som er forkerte og som ikke er velkomne. Det er den eneste vej tilbage til dig selv, at vi mærker, alt det vi føler og alt det vi er. At vi mærker savnet efter en partner, der ikke er der for os. Mærker savnet efter en barndom, hvor dine forældre var der for dig.

Når vi tør mærke også de svære følelser, mærke os selv. Så er det også nemmere at tage beslutninger, som er rigtige for os og vores tilknytning til vores børn