Smerte, blod, underliv og en hverdag med skrigeunger er tys tys!

 

Vi reager forskelligt på det at være gravid, føde og bliver forældre for første, anden og tredje gang. Som professionel synes jeg, at det er meget vigtigt at snakke om det at være forældre. Det er vigtigt at vi snakker om og deler både alt det skønne og alle de dårlige ting. Alt det vi synes er svært. Den svære graviditet med hæmorider, smerter og grædeture. Den manglende selvomsorg og hvor meget vi har brug for, at der er nogen, som kommer og tager sig af os. Hvorfor?

Hvis vi ikke snakker om det, som fylder så meget for os, skal vi pakke det ned et sted inde i os selv. Vi har simpelthen brug for at snakke om den vilde fødsel. Det gælder selvfølgelig også den fantastiske fødsel. Vi har brug for at snakke om, at vi overhovedet ikke er forelsket i vores lille baby. At vi ikke kan sove om natten. At vi har lyst til at forlade vores partner og så videre. Det er enormt vigtigt, at det ikke bliver tabuer.

 

Udover at vi som individer har brug for at dele vores inderste følelser og tanker, vil et brud med tabuerne også afmystificere og normalisere billedet af det at blive forældre. At vi som nybagte eller erfarne forældre ikke kommer til at tro, at de andre har det skide godt, og at vi er de eneste, der bare ikke kan få det til at hænge sammen. Jeg tror det vil give nybagte forældre noget ro, hvis de vidste at det var helt normalt at være træt med en baby på 3 måneder, der skriger hele tiden og som ikke sover om natten. Budskabet står langt tydeligere frem: Du behøver ikke være et overmenneske der kan klare det hele. Giv dig selv ro og det bliver jo ikke ved i evighed.

 

Når vi så snakker om disse store forandringer, så er der intet af dette, der er ens for os, hverken praktisk eller følelsesmæssigt. Der er ingen sandheder for alle. Måske kan vi genkende noget af os selv i andres historier, men vores historie vil altid være unik.

 

Mia kontaktede mig da hun var ved at gå ud sit gode skind. Hun havde ikke sovet i 3 måneder. Det var der flere grunde til. Først og fremmest grundede det i, at hendes baby var meget vågen om natten. Han havde ikke fået en rytme endnu. Det bekymrede hende, da der står alle steder at jo hurtigere de får “gode vaner” jo nemmere bliver det senere. I samtalerne fandt vi ud af, at Mia aldrig sådan rigtig fortalte andre, hvordan hun havde det. Hun snakkede mest om babytøj og babybio med dem i mødregruppen og hendes familie så hun ikke så meget til. Derfor vidste hun heller ikke, hvordan det var for andre og hun blev overrasket over, at jeg fortalte at børn er meget forskellige. Nogen sover igennem lige med det samme og andre gør det først, når de er 5 år.

Det er vigtigt i forældreskabet, at vi accepterer, at vi er blevet forældre. At der kommer til at ske ændringer med os. Både vores krop, vores søvn, vores prioriteringer og energiniveau ændrer sig.

 

Jeg møder rigtig mange nybagte forældre, der har den holdning, at de skal kunne det samme som før. De kan se andre småbørnsforældre gøre så meget, eksempelvis via sociale medier, og de tror, at de er de eneste, som bare sidder derhjemme og ammer. I terapien med Mia arbejdede vi også med, hvad der gjorde, at hun havde lyst til at løbe hjemmefra og ikke kunne holde ud af være til rådighed for hendes lille dreng 24 timer i døgnet. Sidst, men ikke mindst var der også noget med parforholdet.

LÆS MERE OM PARFORHOLDET I SMÅBØRNSFAMILIEN HER: Når travle forældre glemmer parforholdet – bliver børnene klemt

 

Vi kommer som forældre til at stoppe op og mærke efter. Før vi fik børn kunne vi bare løbe væk fra de svære, smertefulde og nære følelser. Men nu er der kommet en baby, som kræver os og vores nærvær på en helt bestemt intim følelsesmæssig måde. Mit budskab er klart: Det er helt i orden, at synes at det er hårdt. Det ville faktisk være givende for dit barn, dig selv og dit parforhold, hvis du turde se lidt på det, og sætte ord på det gennem samtaler med dit netværk, gerne suppleret af terapi. Lad os sammen sikre at vores forskellige oplevelser og følelser omkring starten af familien bliver til en ressource. Så behøver hverken solstrålehistorierne eller smerte, blod, underliv og en hverdag med skrigeunger at være tys tys.

Skriv et svar