Da jeg var ude for at handle igår, oplevede jeg en ca. 5 årig pige, som løb og skreg: “MOR MOR MOR MOR”. Hun løb efter sin mor op af en trappe og ud af butikken.

Jeg synes, at det lød utrolig voldsomt, så da jeg kom op af trapperne og så moren, kunne jeg ikke lade være med at stoppe op et øjeblik. Jeg blev nødt til at sikre mig, at pigen havde det ok. Så jeg stillede mig 2 meter fra dem og lod som om, at jeg læste min indkøbsliste igennem.

Pigen blev ved med at råbe helt vildt højt og meget skingert “Mor Mor Mor” og “Nej mor”. Moren går videre og pigen løber efter hende. Moren skubber pigen væk. Så begynder moren ellers at råbe:

“Jeg vil give dig det hele, hvad vil du have? Vil du have is? Sodavand? Hotdog?”

Pigen råber igen: “Nej, MOR MOR MOR, nej, MOR”.

Pigen prøver at komme op til moren, som igen skubber hende væk og råber:

“Hvad vil du have hva’?”

I det øjeblik opdager moren, at jeg står næsten lige ved siden af dem. Hun ser presset ud. Bedstemoren kommer og så er det hendes tur til at få en omgang af moren.

Jeg kan mærke, at tårerne presser på i min øjenkrog og jeg går hen til min bil. Men jeg har mest af alt lyst til at fortælle dem alle tre, at det nok skal gå og at pigen ikke vil have hverken Sodavand, Is eller Hotdog.

Nej, hun vil have MOR. Lige som hun siger. Nu har jeg skrevet det. Håber selvfølgelig, at I læser med derude.

Mange af os kender sådanne situationer. Eksempelvis hvor vi er ude og handle og så flipper børnene ud. Mange lader sig rive med af det og bliver selv lige så følelsesmæssigt ustabile som børnene. Vi kan alle sidde ude fra og blive enige om, at det er temmelig uhensigtmæssigt.

Det bedste i denne situation ville være, at moren trækker sig selv lidt til side – altså sådan mentalt. Og lige får taget sig af sig selv indeni. Det vil sige, at det er en god ide at finde ud af:

Hvorfor gør det mig så rasende eller ked af det, at min pige råber lige i denne situation?

Sårer det mig og føler jeg mig som en dårlig mor, når jeg ikke kan tilfredstille hendes behov eller få kontakt til hende?

Har jeg dårlig samvittighed over ikke at være ordentligt tilstede?

At jeg har hentet hende sent fra daginstitution og glemt at give hende noget mad?

Eller hvad det nu kan være. Det er helt naturligt at blive såret og vred på sit barn. Det er ikke følelserne, der er noget galt med, men måden vi forholder os til dem på og lader dem komme til udtryk.

I mit eksempel fra i går kunne moren have sat sig ned til pigen, taget hende op på skødet og feks. sagt: “Jeg kan godt se, at du fik for mange valg og slet ikke kunne vælge. Du må undskylde, at jeg ikke bare var gået hjem med dig efter børnehaven, men at du absolut skulle med ud og handle. Jeg kan se, at du er træt.”

Hvis hun havde formået at rumme pigens tydelige frustation og de grundlæggende følelser der ligger bag, ville pigen med tiden lære, at hendes behov og følelser er ok.

Dette ville måske ikke medføre, at pigen lod være med at råbe eller kræve, men det ville hjælpe pigen til at være i sine følelser og på et senere tidspunkt blive i stand til på en hensigtmæssig måde at håndtere de følelser, der nu engang opstår i os hele tiden.

Det jeg ser, er en mor, der afviser sit barn og selv bliver ude af sig. Så er min erfaring, at pigen ikke lærer at rumme sine egne følelser.

Hun lærer i denne situation, at hendes følelser er forkerte og ergo er hun også forkert. Altså sådan helt grundlæggende. Jeg gætter, uden at vide det, at denne mor også føler sig forkert sådan helt grundlæggende. At hun heller ikke kan rumme sine følelser af utilstrækkelighed og vrede og derfor kommer det til udtryk på denne voldsomme måde og bliver givet videre til pigen.

Så husk som voksen at være der for dig selv og arbejd med det du ikke fik som barn.

Så bliver det nemmere at kunne rumme konflikter med dine børn og partner, for sådanne nogle vil der altid være.

Tilmed dig nyhedsbrevet på leabrix.dk og få en masse gratis viden om familieliv, parforhold og selvudvikling

[wysija_form id=”1″]

Med ønsket om alt det bedste til dig og din familie

 Lea Brix