Forleden aften så jeg en udsendelse på DR2, som hed “Kaos i sammenbragte familier”. Dette emne ligger mig meget på sinde. For det første fordi jeg møder mange sammenbragte familier med store udfordringer i min praksis og for det andet så rører det mig dybt ned i min egen historie som delebarn.
Min egen historie var en såkaldt “lykkelig” skilsmisse, som de voksne kaldte det dengang. Mine forældre kunne snakke sammen og lave aftaler uden at de skændtes. Der blev holdt fødselsdage sammen osv. Men det var selvfølgelig ikke altid lykkeligt for mig og det ved jeg godt, at en barndom i en kernefamilie jo heller ikke er.
Det vender jeg tilbage til.
Udsendelsen på DR2 omkring sammenbragte familier portrætterede bl.a. en familie, som ikke kunne få det til at hænge sammen. Først så krummede jeg tær, fordi jeg synes, det var noget så ulykkeligt, at journalisten kunne finde på at udstille familien med alle deres uenigheder og sårbarheder for fuldt udblæsning. Men bagefter kom jeg til at tænke over, at vi måske alle sammen kan lære noget af netop denne sammenbragte familie og jeres udfordringer.
Jeg har omsorg overfor alle de voksne, der er involveret i en sammenbragt familie. Jeg tænker ikke, at nogen af dem er skurke eller at deres forskellige følelser er forkerte. Jeg har dog lyst til, at vi dykker lidt mere ned i, hvad der sker med de voksne i sådanne sammenbragte familier, da jeg tænker at vi alle kan lærer af deres udfordringer. Lad os i første omgang se nærmere på kvinden og moren i familien.
Kvinden har fået sit første barn med en mand, som allerede har to børn med to andre kvinder. Hun beskriver sig selv som ulykkelig og kan næsten ikke rumme hans to andre børn. Hun føler sig tilsidesat og har svært ved at få det, som hun har brug for. Hun siger nogle af tingene højt, men det virker også som om, at det bliver skamfuldt for hende, at fortælle at hun faktisk bare gerne vil have manden for sig selv (og deres fælles barn) og at hun ikke gider, at have hans børn til at være i deres hjem. Hun siger det på den ene side “jeg blev så sur over at du har sagt ja til at dit barn skal være hos os juleaften”. Men hun skynder sig at tilføje, at “det er jo ikke fordi at han ikke må være her”.
Jeg ser to forskellige mekanismer i hende, som vi alle kender i forskellige situationer. Hvad er det i hende, der snakker hvornår? På den ene side så har hun ikke fået bearbejdet drømmen om at få en perfekt kernefamilie, hun har ikke fået bearbejdet drømmen om at skulle have barn med en mand, hvor det var deres begges (første) ønskebarn. Hun har ikke helt taget beslutningen om at indgå et parforhold til en mand, der allerede har to børn. Hun har valgt ham, men ikke valgt hele den pakke, han kommer med.
Det kan vi alle kende i forskellige situationer. Måske har vi valgt en partner, for noget af det han eller hun er, men der er andre sider, vi bare ikke kan rumme. Så prøver vi ofte, at lave dem om. Vi prøver at ændre en umulig situation i stedet for at få det bearbejdet inden i os og give os selv alt det vi savner at få. Måske har vi kun et barn, fordi vores partner ikke vil have flere børn. Måske har vi valgt at købe et gammelt hus, der var billigt, så en af os kan gå på deltid. Men måske er der er noget af dig, der hellere ville have et nyt hus og mange penge. Der kan være mange grunde til, at vi vælger, som vi gør. Men hvis vi ikke får taget stilling til de behov som vi ikke får opfyldt, kan vi ikke give os selv omsorg overfor den side af os, som savner eller længes. Så kan vi blive meget sure på os selv eller de mennesker, der er omkring os. Selvom det mest hensigtmæssige er, at kigge indad og få healet de udækkede behov.
Imellem klippene fra de portrætterede familier, var der nogle klip i udsendelsen som var meget bemærkelsesværdige. Klip fra et gruppeinterview med en flok stedmødre/ bonusmødre, der havde fået en stemme – og den var virkelig negativ. Jeg synes, det er godt, at de får sagt fra og delt, hvordan det er for dem at være i en konstelation, hvor de ikke har den primære rolle og ansvar. Først så sad jeg og tænkte, at jeg virkelig godt kunne forstå dem, at det var svært, at deres mand gjorde alt, hvad ekskonen sagde eller at de ikke elskede deres bonusbørn lige så meget som deres biologiske børn. Bagefter kunne jeg dog ikke lade være med at tænke over, hvad der gjorde disse bonusmødre så sure og bitre.
Min forklaring er, at de må være gået ind i et forhold på nogle præmisser, som de ikke helt har taget stilling til. De har tydeligt ikke gennemskuet konsekvenserne af beslutningen om at få barn med en, som allerede har børn og derfor vil der altid være en eksfamilie, som også har indflydelse på deres familie. Det er en præmis, som ikke forsvinder, lige meget hvordan vi forholder os til den.
Jeg tænker, at vi alle kan lære af at forholde til de ofte implicitte konsekvenser og præmisser, når vi tager en beslutning. Der er altid et samtidigt fravalg af noget andet. Hvis vi vælger at være sammen med en partner, som allerede har børn, så vil vi aldrig -aldrig kunne få en kernefamilie (uanset om det er en positiv vision eller ej). Dette kan jeg kun se er trist, hvis det virkelig er det, som vi ønsker os. Men forhåbenligt så får vi noget andet godt. Det udsendelsen gjorde mig opmærksom på er, at der er mange ubearbejdede følelser, behov og drømme – også i Bonusfamilierne. Både hos børn og voksne.
I min egen barndom var det et savn for mig, at jeg ikke havde en hverdag sammen med min far, at han ikke var der, til at se mig i mit liv. Det var også en sorg, at når jeg kom i hans hjem, så var jeg gæst. Selvom min stedmor var sød, var jeg stadigvæk gæst og kunne hurtigt komme til at føle mig forkert og udenfor, hvis de fx havde været på ferie uden mig. Jeg siger ikke, at de skulle have ladet være med det. Men som barn savnede jeg, at der var plads til mine følelser og det var der bestemt ikke..
På samme måde oplever jeg familier i min praksis, der ikke har givet sig selv og deres børn lov til, at være med det som er. Det kan være sorgen over drømmen om en kernefamilie vi aldrig fik. Sorgen over ikke at bo sammen med begge forældre. Sorgen over en sindsyg ekskone. Eller noget helt fjerde. Når vi ikke hilser alle følelser velkomne, kommer de til udtryk på andre måder. Det kan være at dit barn reagerer voldsomt i situationer, hvor de normalt ikke ville reagere så voldsomt eller lukker sig selv inde. Det kan være, at du selv bliver bitter og er på en måde, som du egentlig ikke har lyst til. Det kan være, du evigt har dårlig samvittighed og lukker dig inde eller bliver alt for firkantet i dine holdninger. Hvis du ikke tager dine følelser alvorligt, kan de føre til alvorlig sygdom og manglende livsglæde.
Uanset om du er en bitter stedmor
Om du har en bitter stedmor
eller føler dig på linje med en bitter stedmor, så håber jeg, at I alle passer på jer selv derude
Du er velkommen til at booke en tid, når du er klar til at se på noget af alt dette.
Tilmed dig nyhedsbrevet på leabrix.dk og få en masse gratis viden om familieliv, parforhold og selvudvikling
Med ønsket om alt det bedste til dig og din familie
Lea Brix
