De voksne skal tage lederskabet og vise vejen i familien

 

Jeg møder dagligt forældre, som er ved at give op i forhold til konflikter i familien. De mangler redskaber og energi til at gå videre med at være i relationen til deres børn og partner på en måde, som er rar for dem.

Dagligdagen er fyldt med konflikter og kontakten smuldrer. En mor sagde forleden dag: “Jeg kan slet ikke mærke mig selv mere og jeg tvivler på, om jeg overhovedet kan finde ud af at være mor til mine børn”.

Netop dette er centralt i forældreskabet i dag. Mange forældre mangler fodfæste og tvivler på dem selv – helt inde i deres inderste kerne. De mangler rollemodeller og et fast greb om deres indre kerne.

Med kerne mener jeg det, som er inde i dig. Kombinationen af følelser, tanker, krop og ånd. Det afspejler sig i spørgsmål som: Hvordan er det for mig at være forælder i denne familie? Hvordan kunne jeg godt tænke mig at det skal være? Hvordan skal vores familie se ud? Hvad skal jeg gøre når der opstår en konflikt? Hvor går mine grænser for, hvordan mine børn skal opføre sig og hvordan får jeg sat mine grænser?

Mange er vokset op i familier, hvor der heller ikke var værktøjer at gribe til, når noget blev svært. Enten så er konflikterne blevet lukket væk eller også er det blevet håndteret meget voldsomt, med aggression eller måske endda vold. Måske var grænserne og arbejdsfordelingen klarere, og konflikterne færre? Jeg ved det ikke, men lad endelig høre fra jer, hvis I har historiske vidnesbyrd eller familiefortællinger fra jeres forældres eller bedsteforældres generationer.

Det har direkte konsekvenser for det lille barn, hvis det vokser op med voksne som ikke kan være i konflikter eller i de svære dele af livet. Hvis du vokser op med at alting bliver fortiet eller at aggression er en del af hverdagen, så vil du som lille barn typisk lukke den side af dig væk.  Du vil så som voksen formentlig mangle de kompetencer der skal til for at håndtere disse konflikter i din hverdag. Barnet der vokser op med at ikke måtte være vred, har lukket af for sin vrede og som voksen kan det betyde, at du som mor eller far har svært ved at sætte dine grænser. Dette kan dine børn mærke, hvilket vil gøre dem usikre på sig selv og om deres følelser er ok. Spiralen er i gang.

Måske bliver jeres familie i dag grænseløs, hvilket vil sige, at I overtræder hinandens grænser. Du som voksen lader måske dine børn og andre overtræde dine grænser og derved lærer du dine børn (selvfølgelig ikke med vilje) at det er ok, at overtræde grænser. Hvis du omvendt lærer dine grænser at kende, så ville du kunne sætte dem for dine børn og de vil kunne mærke dig tydeligt og på den måde ikke være så grænsesøgende.

De voksne skal tage lederrollen i familien. De skal vise vejen. Det gælder både i forhold til hvordan er vi socialt sammen, men også i forhold til hvordan jeg som voksen håndterer mine følelser. Hvordan sætter jeg mine grænser? Jo tydeligere du er som voksen, jo nemmere er det for dine børn at være i familien og høre efter hvad du siger.